Beskrivelse

MO.VE eller Motion Vesterskov er det nye samlingssted og motionshus for flere sportsgrene i Nykøbing Falster. Her har vi etableret udendørsarealerne i det store område, der omfatter faciliter som sportsbaner, forhindringsbane, legepladser, klubhuse m.m. Blandt andet en såkaldt OCR-bane, der minder om en militær forhindringsbane. ETN arkitekter har tegnet og designet løsningen med fokus på motion og velvære. Sammen med et legepladsfirma har vi etableret flere legepladsområder og afslapningsarealer omkring bygningerne, der vil fungere som klubhuse for brugerne. Omkring det hele er der plantet til, sået græs og etableret cykelparkeringer til brugerne. Projektet omfatter desuden et stisystem gennem den nærliggende skov, hvor der bliver anlagt ikke færre end 20 petanquebaner, så nu bliver der endnu mere grund til at tage familien med i skoven.

Projektets første fase var på 14,9 mio. kr., men da der fra bygherrens side var stor tilfredshed med forløbet, og det undervejs er lykkedes at rejse midler til næste fase, kunne vi fuldføre hele projektet til aflevering i oktober 2022.

MO.VE er etableret ovenpå en fodboldbane, hvori der var lossepladsaffald under, hvilket naturligvis har stillet nogle særlige krav til jordhåndteringen. I de områder, hvor vi har anlagt kloak- og vandledningsarbejder i dybden, har der været etableret særlige miljøzoner, med alt hvad det indebærer af skærpede sikkerhedsforanstaltninger, værnemidler til medarbejderne og ekstra kraftige vandledninger.

Bygherre: Nykøbing FC.

Arkitekt: ETN Arkitekter

Udførelsesår: 2021/2022

Sted: Nykøbing F

Entrepriseform: Hovedentreprise

Entreprisesum:  17.600.000 kr. ekskl. moms.