Der er nogle opgaver, man som ung anlægsgartnervirksomhed kun kan drømme om at være med på – og så kan drømmene pludselig være inden for rækkevidde. Hos MøllerLøkkegaard går vi rundt og glæder os i denne tid.

Søren Løkkegaard fortæller: ”Vi troede næsten ikke vores egne ører, da vi af Zoo blev indbudt til at give tilbud på Bjarke Ingels og Schønherr Landskabsarkitekters nye Pandaanlæg. Alene at blive spurgt på en opgave af denne karakter tager vi som en kæmpe ære og anerkendelse af det, vi er nået i vores firma. Det vil snart vise sig, om vi også har den skarpeste pen, men uanset om vi vinder sagen eller ej, er vi stolte af den fjer i hatten, det er at være én af de kun fire virksomheder i landet, der blev spurgt direkte af Zoo om storentreprisen på Landskab”. Om MøllerLøkkegaard vinder opgaven, afgøres engang i januar.

 

Efterskrift februar 2018 

Da de fire bud blev afsløret, viste det sig, at vi rent faktisk havde den skarpeste pen, idet vi var godt 700.000 kr. billigere end nummer to. Imidlertid ønskede bygherren at indlede en ny runde om besparelser med de to billigste. Vi kom op med mange kreative forslag til besparende alternativer, men åbenbart ikke nok, for i anden runde gik opgaven til Skælskør Anlægsgartnere. Det skal lige nævnes, at prisen vægtede 70 %, men at vi ikke fik at vide, hvad der var udslagsgivende for valget. Selv om det selvfølgelig ærgrer os, at vi ikke fik opgaven, er vi stolte over, at vi blev spurgt. Vi kan også glæde os over en rigtig god proces med bygherre og rådgivere, som vi håber vil give sig udtryk i, at vi bliver inviteret til andre spændende projekter på et senere tidspunkt.

 

Illustration: Schønherr.